Een af mine store lærere er denne viise mand fra Italien. Hans universelle symbolik genkendte jeg fra en del af mine rejser, hvor jeg gentagende gange rammer ægget som symbol. Ægget har været mit ikon igennem hele mit liv. Der i fandt jeg muligheder for mange transformationer. Fugle gør mig meget lykkelig og måske derfor. Jeg fandt hurtigt min rolle som Den Grimme Ælling i min barndom og langt op i voksenalderen. Jeg har benyttet netop dette eventyr flere gange i mit arbejde som kunstner på teatre,TV, radio, institutioner, kulturhuse m.m. og jeg bliver overrasket hver gang jeg går i gang med et projekt, at ægget fylger med som grundform.
Dette har bl. andet dannet grundlag for et transformationsspil, som jeg er i gang med at udvikle.
I sin enkelthed bygger det på æggets, dvs. sjælens transformerende muligheder i forskellige bevidstheder, ligesom cirklen og dens retninger, nord, syd, øst vest, bygger på det medicinske og fysiske indhold. Figuren for neden er Roberto Assagioli teori om de forskellige bevidstheder der arbejder i os alle.
http://www.psykosyntese.dk/a-74/
”At leve så godt man kan og se på sig selv med et smil."
" I 1907 påbegyndte han sin afhandling som han i en alder af 21 år fuldendte under titlen: Psykoanalyse – en introduktion til Freuds videnskabelige opdagelser, hvor han også fremlagde en vision om en holistisk tilnærmelse til psykologien med fokus på menneskelig vækst og menneskets erfaringer med de spirituelle dimensioner. Målet med den holistiske tilnærmelse var at leve et mere fuldstændigt og rigt liv og som han selv siger: ”At leve så godt man kan og se på sig selv med et smil."
Vi fandt denne artikel af Assagioli i arkivet i det hus, som engang var hans hjem, og som i dag er hovedkvarter for Psykosyntese Instituttet. Vi fandt det formålstjenligt at offentliggøre det, trods det gammeldags sprog, som en mulighed for refleksion for os alle. Det rummer en lære om høj moral og etiske værdier, som vi måske-måske ikke deler, men som alligevel præsenterer os for vort individuelle ansvar for, hvad vi gør med vort liv. Som redaktører vil vi værdsætte at modtage breve og kommentarer om denne artikel, så der kan komme en konstruktiv debat om nutidens menneskers store temaer.
Når vi overvældes af vanskeligheder, når vi plages af alvorlige problemer, når alt synes at gå imod vore ønsker og aspirationer, kan vi – frem for at brokke os over og bebrejde ting, mennesker eller omstændigheder – omhyggeligt læse disse ti Visdommens Regler, der viser os vejen ud af vore vanskeligheder og bekymringer.
1. Kend dig selv. Vær bevidst om, hvem du virkelig er, hvad der skjuler dit væsen og din grund til at leve. Det lys, der kan oplyse dig, findes i dig selv, søg det i dit hjerte, i dit inderste og dybeste væsen. Da vil du vide, at den evige og udødelige Gud bor dér; en Gud, som er dig selv, og som på samme tid er uendeligt meget mere vís og kraftfuld, end du er i dag. Du er en Søn, manifestationen af dette Livets Princip, som du finder i dit hjerte. Kald Ham ved dit yndlingsnavn og tag del i Hans allestedsnærværelse, alvidenhed og almagt. Målet med din nuværende eksistens er at udtrykke de uendelige muligheder, som du rummer i dit inderste væsen.
2. Søg kilden til alt, du ønsker eller søger, i dig selv. Livet er en konstant manifestation ”indefra-ud”, og intet er undtaget fra denne lov. Alt udgår fra og udvikles fra det usete, før det blev manifesteret i den synlige verden. For at dette kan ske, må du først finde essensen af og substansen i det, du søger, i dig selv og anerkende det og gøre det til dit i din inderste bevidsthed, for at du kan tiltrække det i den ydre verden. Derfor er du i denne forstand nødt til at lære koncentration, hvor du trækker dig tilbage og isolerer dig fra alle ydre indflydelser, når som helst det er muligt for dig. Indstil dit sind på den højeste tanke, du kan undfange, på det højeste ideal eller livsprincip som bor i dig, virkeligheden af og kilden til alt godt. Tænk på alt, hvad du ønsker, som ”virkeligt” – som noget, der er uadskilleligt fra dit væsen, som allerede er dig givet af din egen almagt. Din opgave er derfor blot at udvikle evnen til at modtage det og til at gøre dig selv til en passende kilde til dets udtryk. Tak den Livets Kilde, som bor i dig. Taknemmeligheden beviser din tro, styrker dit håb og udtrykker din kærlighed og åbner den hemmelige dør til de skatte, der venter i den usete verden på de mennesker, der ved, hvordan de skal tage imod dem.
3. Elsk din næste som dig selv. Vi kan i vor vildfarelse tro os adskilt fra Livets Princip og fra mennesker, væsener og ting, som omgiver os. Men således er det ikke. Alle er vi ét med Den Ene og med alle væsener, mennesker og ting, der lever og er. Viser livet sig som en kamp, må vi lære Kærlighedens Lov; den ene almægtige og uovervindelige kraft. Alle skulle søge at forstå, at være fyldt af sympati og lære at elske alle omkring os, selv de, der synes uværdige, og som vi anser for vore ”fjender”.
4. Vær optimistisk. Glæde og optimisme må være det naturlige udtryk for det indre lys, der skinner i os som Kilden til alt godt. Kan dette Lys skinne i dit ansigt, har intet kraft til at gøre dig ked af det eller ryste dig. Ting har ikke i sig selv værdi, men den måde, hvorpå vi ser dem og møder dem, har værdi. Desuden har vor indre vision og holdning en afgørende indflydelse på omstændighederne og på holdningen hos de mennesker, vi møder, så til syvende og sidst afhænger det helt og holdent af vort eget valg.
5. Bestræb dig på at give. Bestræb dig til stadighed på at give alt det bedste, du har og kan give. Sig ikke, at du intet har at give, for din uendelige indre Kilde vil blive udtrykt i overensstemmelse med din kærlighed og din villighed til at give. Vær aldrig for fattig eller selvisk, når du giver eller deler noget, du har, med nogen, men lær at give frit som et kærlighedens udtryk, hvor du intet forventer retur. Gør det at give til din sikkerhedsventil, som åbner og viser dig indefra-ud de uendelige muligheder for det gode, som ligger latent i dit væsen. Søg at udvikle dem og gøre dem anvendelige, nyttige og frugtbare. Alt dette gør dit liv til træet, hvis rødder er tæt på kilden og til stadighed trives og bærer frugt, og hvis blade aldrig tørrer ud. Nogle gange kan der ligge en uventet løsning på dit problem i det, at du giver, hvor du er inspireret af sand kærlighed, fri af alle tanker om interesse og personlig vinding.
6. Var dine ord. I alle ord ligger et latent princip, som er den skabende kraft i det, ordet udtrykker. Dette princip skaber hos den der taler – og skaber til stadighed – i sit eget billede og sig lig karakteren, personens holdning, det inderste væsen og det ydre udtryk. Den skabende kraft former omstændighederne og tiltrækker alt, der er af samme natur. Påtag dig derfor forpligtelsen til at reflektere over, hvad du vil sige og undgå ethvert udtryk, der rummer noget, du ikke ønsker at se i dit liv eller en holdning, du ikke ville ønske for dig selv.
7. Overvåg dine tanker. Betragt enhver tanke som en virkelighed, du giver kraft til at styre, nemlig kraften til at manifestere sig i den ydre virkelighed og træde frem. Så skub alle tanker fra dig om det, du ikke ønsker, navnlig enhver ond tanke eller idé om nogen, alle triste tanker, tanker om had, fortrydelse, hævn, desperation, kedsomhed, sygdom, fattigdom, nederlag, frygt, fjendtlighed eller død. Lad dit sind være som en klar, blå himmel eller en skøn have, hvor kun de smukkeste og mest dyrebare blomster og planter gror.
8. Kontroller dine instinkter. Instinkter er fundamentet i dit livs tempel og i kraft af deres natur vil de enten styrke og opløfte det, eller de vil ødelægge det ved at gøre dig til deres slave. Vær derfor mådeholden og ædruelig med hensyn til føde og dit fysiske livs vaner. Spis langsomt. For at føden kan være bygherren i dit ”tempel”, må alle partikler forblive i munden, til de er fuldkommen opløst. Drik masser af vand, spis med måde, undgå alkohol og føde, der kommer fra døde og lidende dyr, og udvis tilbageholdenhed med stimulanser. Vask op hver dag, sov tilstrækkeligt, men ikke mere, lær at trække vejret langsomt og dybt, og lær at mestre din krop. Lad dig ikke rive med af laster, som nedværdiger den eller af passioner, som opsluger den og ødelægger de bedste karaktertræk. Kærlighed er for hellig til at profaneres.
9. Hav tillid til det usete. Byg ikke din tillid på eksterne og materielle ting. De kan mistes, og du vil miste dem, hvis det er nødvendigt for din åndelige udvikling. Vid, at alle manifesterede ting kommer fra det umanifesterede, som er den uendelige og uudtømmelige kilde, hvorfra de manifesterer sig i dit liv i overensstemmelse med det, du er bevidst om. Du vil aldrig tænke dig alene eller isoleret, da det omnipotente Livets Princip, som bor i dig, altid er med dig og aldrig kan forlade dig – hvis du har absolut, ufravigelig og ubegrænset tillid til det. Kun frygt og usikkerhed gør dig sårbar.
10. Gør brug af dine talenter, vær stille og arbejd. Alt, hvad du ejer og har, fysisk såvel som spirituelt, blev dig givet, for at du kan anvende det på bedst mulige vis. Gør derfor brug af de talenter, som er dig givet – dine åndsevner og din ejendom – så godt du kan til bedste for dig selv og dem, der er omkring dig. Kun på denne vis kan de mangfoldiggøres, hvor du omvendt, hvis du skjuler dig, vil miste dem. Tal ikke mere end nødvendigt og søg at forhindre enhver taktløshed i dine personlige eller nære anliggender og den fortrolighed, der er blevet dig vist. Husk altid, at STILHED er nødvendig for det bedste resultat i alt, hvad du gør, og at de stærkeste kræfter og viljer opererer i stilhed. Vær ikke doven og uvirksom, hvor du venter på en gevinst, der undslipper dig. Der er altid noget, du på gavnlig vis kan gøre for mennesker omkring dig. Gør det med kærlighed, hvor du anser dig selv for den Skabende Intelligens’ tjener, som bor i dig, som du er et udtryk for, og som du har det privilegium at samarbejde med, så dit lys kan skinne.
Disse regler må følges til punkt og prikke. Enhver udeladelse skaber større eller mindre konsekvenser. Hvis du følger dem omhyggeligt og tillidsfuldt, vil dit liv og dine aktiviteter tage en ny drejning, og du vil blive en mere og mere fuldkommen ”kanal” for manifestationen af Det Universelle Livs uendelige muligheder. Dit personlige liv vil have vidtrækkende konsekvenser og vil blive ledet med sikker hånd på dets rejse imod Det Godes havn, og der vil åbne sig en vej med ubegrænset fremskridt for dig.
Kilde: http://www.psykosyntese.dk/a-74/